Om at blive synlig – den første udgivelse

Artikel 3 i serien “Mit skriveliv”.

Så skete det!

For 4 uger og en sjat siden tikkede en mail ind i min indbakke fra forlaget Silhuet. Min konkurrencenovelle er udtaget til en antologi af moderne eventyr, der udkommer i efteråret 2017. Min historie udkommer. På et forlag. Jeg bliver udgivet for første gang!

Det er da kun en lille novelle, tænker du måske og jo, noveller er ikke lige så lange som romaner, men det her er stadig en STOR begivenhed for mig. Jeg er SÅ stolt.

Når vi bruger tid og energi på vores skriveprojekter, har vi brug for forløsning. Om det er glæden ved at have nedskrevet sin mormors historie til sin datter eller tilfredsheden over at afsløre et komplot i en artikel for en landsdækkende avis er forskelligt fra forfatter til forfatter. For mange er drømmen at blive vejet og fundet “tilstrækkelig fed” af et forlag. Sidstnævnte har været min drøm i næsten 5 år. Lige siden den dag en billedløber bankede på min pande og ville ind, har jeg prioriteret at skrive og drømt om at blive udgivet.

Det har været 5 år, hvor jeg har puklet, surmulet, ædt 4 tastaturer, taget 10 kilo på, jublet, fået klø og ros, været overbevist om min egen genialitet og siddet fast i en slamsump af ØV-følelse. Jeg har haft det aldeles fantastisk og har lært mig selv så godt at kende men hold nu kæft, hvor har det også været hårdt. Den første udgivelse har gjort det hele indsatsen værd. Den dag var jeg parat til gøre det hele om for at opleve anerkendelsen af, at jeg trods alt har lært noget om at skrive, og at folk med forstand på forfatterskaber kunne se det. Hvad jeg ikke vidste den dag var, at jeg 2 uger senere skulle få en litterær mavepumper som for en tid bankede mit forfatterselvværd ned under krybekælderen. Mere om det senere.

Før mavepumperen blev jeg midt i lykkerusen ramt af frygten for at blive bedømt.

Alle vi der skriver kender den. At stille sig frem og sige: “Se. Det har jeg skrevet. Er det ikke godt?” Frygten hvisker nådesløst, at forlag og læsere ryster på hovedet og spørger sig selv: “Hvordan i al verden er hun dog sluppet forbi de litterære dørmænd med den gang hakkelse?” Jeg har før brugt vendingen at sætte røven op i klaskehøjde, og det er hvad jeg oplever at gøre, når jeg vælger at lade andre se mine skiverier. Jeg tror på, at det er en del af gamet. At man må indstille sig på risikoen for at klasket rammer – måske mere end én gang. Jeg mener, at man skal skrive og vise det frem på trods af risikoen for rumpeklask. Ligesom alle tårer ikke er onde, så er alle klask det heller ikke. Uanset, om de svier, så lærer vi ofte af dem, hvis vi formår at se ud over vores sårede egoer.

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at se mit arbejde på tryk, og jeg håber at bare nogle af dem, som læser novellen, er underholdte. Jeg har sluttet fred med, at jeg ikke kan ramme alle læsere, og jeg er for længst holdt op med at forsøge. Jeg håber, du kan sige det samme.

  • Hvordan har du det med at være synlig og lade andre se dine tekster?
  • Hvordan har du overvundet frygten for at blive bedømt?

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.

Hvis du er blevet nysgerrig på, hvilken mavepumper jeg fik, og hvordan jeg tacklede den så læs med i næste artikel: Av, mit afslag!

 

Denne artikelserie udbygges løbende.

4 kommentarer

  1. Jeg tror jeg er der nu. Total nedtur. Gråd. Ærgelse. “Jeg er ikke god nok.” Lige nu er jeg der, hvor jeg fortryder at jeg åbnede op for at andre kunne kigge. Jeg kæmper for at overbevise mig selv om, at det ikke var dårlig kritik, men konstruktiv. At få at vide der er en rigtig god bid vej endnu, vidste jeg jo godt, men at “høre” andre sige det… det svir. Det gør ondt.
    Jeg ved jeg kommer igen… Indtil da tuder jeg, researcher og læser.
    Tak for dit indlæg. Det trøster.
    Weee – jeg er ikke alene 😀
    Jeg glæder mig til at læse dig.
    Kram fra Schousnigel

    1. Kære Ann-Jeanett.
      Du tapre kvinde! Ekstra stor krammer fra mig, for det gør ondt. Det svier altid, men første offentliggørelse er noget særligt. Når vi lader andre se og kommentere vores hjerteblod, så er det med det gode og det knap så gode. Hvis det på nogen måde kan hjælpe, så bliver det oftere lettere, jo flere gange man prøver det. Tud, research og kom tilbage, når du er klar. Du finder med garanti glæde i alt den nye visdom og erfaring, kommentarerne faciliterer, når du har haft tid til at fordøje dem og dine egne reaktioner. Du er ikke alene. Vi er her alle sammen med jævne mellemrum, og vi lærer af det og vokser som forfattere hver gang.
      Knus fra Tenna

  2. I 2014 sendte jeg en kronik ind til en konkurrence i Information – og vandt. Jeg var FULDSTÆNDIG uforberedt på, at en kronik, jeg havde skrevet, kunne få så mange mennesker til tasterne. Nogle blev rørt til tårer, andre takkede mig privat og sendte personlige beskeder, nogle blev skuffede, og nogle få skældte ud. Det mest overvældende var, at folk, jeg ikke kendte, pludselig havde en mening om mig, fordi jeg havde valgt at dele mine egne personlige betragtninger om lykken.

    Dén kronik var min ilddåb. Den gjorde to ting for mig og mine forfatterdrømme: 1) Den fik mig til at tro på, jeg virkelig kunne skrive, 2) Den rustede mig til fremtidig kritik.

    Siden kronikken i 2014 har jeg arbejdet på min første skønlitterære roman, og allerede for et år siden blev jeg tilbudt en forlagskontrakt. Jeg endte dog med at takke nej, fordi jeg ikke havde den rigtige mavefornemmelse, og siden har jeg ledt efter et andet forlag, som vil udgive min debutroman, og som jeg har tillid til kan forvalte mit forfatterskab på en måde, som gør mig stolt.

    For mig handler det at skrive bøger ikke bare om at udkomme, men ligeså meget om at blive dygtigere i processen, om at forfine produktet og levere det bedste. Og det kan jeg ikke uden kritik.

    Derfor ser jeg kritikken som en gave. Det er kritikken, jeg lærer af og bliver dygtigere af.

    1. Sikke en oplevelse – tusind tak fordi du deler den. Jeg er meget enig med dig – at se kritikken som en gave er en gave i sig selv. Har du lyst til at smide et link til din kronik, hvis den findes online?

Skriv et svar til Tenna Vagner Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *