- Artikel 4 i serien Forfatterens løsninger og værdier.
I artikel 3 i denne artikelserie påstod jeg at
- Værdier er personlige. De skal ikke forsvares eller begrundes
- Alle mennesker har værdier. De kan være mere eller mindre bevidste om dem
- Værdier kan variere alt efter livsområde
- Værdier kan ændre sig henover et liv
- Et menneske kan leve i relativ overensstemmelse med sine værdier eller langt fra dem. De forskellige livsområder følger ikke nødvendigvis hinanden.
- Man bliver generelt mere tilfreds, jo tættere man lever på sine værdier.
I dagens Danmark kan man dårligt vende sig uden at støde på målsætning i en eller anden form. Om det er en global udgave vedrørende CO2-udslip, kommunernes budgetter, vedrørende normeringen på jobbet, de forskellige tests i børnenes skoler eller lokalplanen i din grundejerforening, stilles vi overfor kravet om målbare resultater. Hvad skal det ende ud med? Hvad vil du opnå? Hvad er resultatet?
Værdier handler ikke om mål. Værdier er ikke noget, man kan opnå eller blive færdig med. At fungere i samspil med sine værdier er en fantastisk rejse, der aldrig ender.
Værdier er som et fyrtårn – vi kan navigere efter dem, de leder os på vej og hjælper os, men det er ikke meningen, at vi skal ”sejle ind i dem”.
Nogle gange kræver omstændighederne, at vi går på kompromis med vores værdier. Andre gange oplever vi, at andre ”træder” på vores værdier. At blive ”trådt” på sine værdier er ganske simpelt ubehageligt, og det er ikke usædvanligt, at vi har behov for at reagere, når nogen ”vader hen over” vores værdier uanset om det er tilsigtet eller grundet tankeløshed.
Forskellen mellem disse to kan være, at vi selv er med til at bestemme, hvor vi giver køb, når vi går på kompromis.
Hvis du finder det værdifuldt at have frihed, selvstændighed og kunst i dit forfatterliv, kan du finde det pinefuldt at skulle skrive teksten til et VVS-katalog for at betale huslejen. Måske skal du indrette dig efter en rammefast kontrakt på et forlag, hvis du vil udgive hos dem.
Hvis du vægter fordybelse, ro, flid og nøjagtighed kan du blive voldsomt udfordret af at komme i en skrivegruppe med en flyvsk personlighed, som ikke afleverer sine tekster til tiden, springer over hvor gærdet er lavest og kommenterer på dine tekster med en højlydt energi, som irriterer dig.
Hvorfor går vi på kompromis?
Måske giver VVS-kataloget penge nok til, at du ikke skal bekymre dig om huslejen de næste 3 måneder. Måske betyder det mere for dig at udgive din bog, end at få det præcis så frit, som du kunne ønske dig, Måske er den skrivemakker, der stresser dig den, som du lærer allermest af, en kærlig og empatisk sjæl og en forbandet dygtig skribent.
Måske er det mere værdifuldt for dig at have tag over hovedet, end altid kun at skrive dét, du elsker, og måske er det mere værdifuldt for dig at få kvalificeret sparring, end at alle du sparer med nødvendigvis er ligesom dig.
Hvis du skulle undgå alt det, der ikke falder fuldstændig i tråd med dine værdier, ville du komme ud på en umulig og misforstået mission med stor risiko for, at du begynder at ”løse” uløselige problemer igen.
Hvis den bedste løsning bag dør nummer et ikke findes kan den næstbedste være at foretrække frem for at sidde i fast i ærgrelsen over at dør nummer et var låst. Små skridt i retningen af dine værdier er lige så værdige og vigtige som de større. Ofte er små skridt lettere at overskue og påbegynde.
Når du bevæger dig i retningen af dine værdier bliver du mere robust overfor de udfordringer, der uvilkårligt vil komme i dit liv. Du bliver bedre til at holde ud og holde ved – også selv om du oplever angst, usikkerhed og tvivl.
Robustheden gør det lettere for dig at undlade at forsøge at løse dine uløselige udfordringer. En vidunderlig bivirkning er, at de uløselige problemer fylder mindre i dine tanker og dit følelsesliv, når du ikke længere behøver slås mod dem.
Min udfordring til dig er:
- Brug de værdier, du fandt frem tid i forrige artikel i relation til dit forfatterliv og skriv ned:
- Hvad kan jeg gøre i dag, og i løbet af næste uge og den næste måned, som bringer mig tættere på én eller flere af mine værdier i mit forfatterliv?
- Hvad kan jeg gøre lige nu, som bringer mit tættere på mine værdier i mit forfatterliv?
- GØR DET!
Hold det enkelt, overskueligt og tilgængeligt. Husk at små skridt i retningen af dine værdier er lige så værdige og vigtige som de større. Ofte er små skridt lettere at overskue og påbegynde.
Læs mere om fordelene ved at have fokus på dine værdier her
Læs første artikel i serien Forfatterens løsninger og værdier her
Denne artikelserie udbygges løbende.