Av, mit afslag!

Artikel 4 i serien “Mit skriveliv”.

2 ugers lykkerus, efter succesen med min konkurrencenovelle, blev afløst af modløshed, da et afslag tikkede ind i indbakken. Jeg har arbejdet på mit projekt ad flere omgange. Denne gang i mere end et år. Da jeg trykkede ’send’ til forlaget, var jeg overbevidst om, at jeg var klar. Historien var klar. Persongalleriet var klar. Mine cliffhangere og plottwists var klar. Alt var klappet og klar.

Det var det så ikke.

For 5 år siden lavede jeg den klassiske debutantfejl: jeg færdiggjorde et manuskript og sendte det ind til Gyldendal. Det udløste et fortjent standardafslag. Efter nogle grublerier nåede jeg frem til, at jeg burde lære hvad skrivehåndværk og skrivekunst er, hvis jeg gerne vil være forfatter. Jeg er ikke en af de heldige, der har fået et tilstrækkeligt talent i barselsgave. Allerede den gang indstillede jeg mig på at slide mig til succes, fordi jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke forestille mig ret mange ting i livet, jeg hellere vil end at skrive.

Så jeg gik i krig. Jeg har læst og skrevet som en besat. Jeg har studeret skriveteknik, været på forfatterhøjskole og skrivekurser. Jeg var så heldig at komme i en skrivegruppe med forfattere, der har større erfaring end mig – Hvor heldig har man lov at være? Jeg har gennemskrevet min historie 10 gange og ladet den gennemtæske af betalæsere, skrivegruppe og en ekstern redaktør. Jeg var SÅ klar – bortset fra, at det var jeg jo slet ikke.

Dette afslag ramte mig betydelig hårdere end det første. Denne gang var jeg overbevist om, at jeg havde leveret et manuskript, der kunne holde hele vejen til udgivelse. Måske føltes det derfor som et større nederlag end første gang, hvor jeg ikke anede, hvad jeg lavede.

Når så mange mennesker interesserer sig for din drøm er det let at føle, at du skal dele alt med alle. Jeg hører dog til dem, der har brug for en grubleperiode, når jeg bliver skuffet. Her gider jeg ikke tale om skuffelsen, jeg drukner, hvis folk pylrer om mig, og jeg irriteres, hvis folk vil fortælle mig, hvad jeg “bare lige skal gøre” for at komme problemet til livs. Jeg har behov for at være i fred  med det og ellers gøre de ting, jeg plejer.

Denne gang kørte jeg på autopilot og grublede et døgns tid. Så talte jeg med min mand, skrev til familien og sendte en mail rundt til mit team på jobbet. Alle steder stod jeg ved min skuffelse og fortalte dem, at jeg havde brug for at “vi var som vi plejer.” Det fungerer bedst for mig, hvis jeg selv får lov at komme, når jeg klar til at sparre omring skuffelsen og kigge fremad. Jeg vil hellere fortælle mine omgivelser, hvad jeg har brug for end at blive behandlet som et råddent æg eller pakket i vat. Jeg tror, at ærlig udmelding giver den bedste trivsel for alle parter.

Heldigvis fik jeg et kommenteret afslag. Et sagligt og venligt afslag med forslag til forbedringer og en opfordring til at blive ved. Og jeg bliver ved. Jeg blev slået ud af kurs, men jeg er ikke slået hjem.

Jeg kan ikke bruge skuffelsen til andet end som et vidnesbyrd. Jeg blev skuffet fordi min forfatterdrøm er ægte. Jeg skammer mig ikke over at blive skuffet, men jeg svælger heller ikke i det. Jeg kan heller ikke bruge selvbebrejdelserne til noget. “Hvorfor havde du ikke selv lagt mærke til dét, hun påpegede? Hun havde jo ret! Hvorfor skrev du ikke optakten skarpere? Du har jo allerede arbejdet ekstra med den!” Jeg vidste ikke bedre, da jeg trykkede ’send’ og intet kan ændre det faktum. Men jeg kan lære af afslaget. Det ville være tåbeligt andet.

Der er en tid til at gruble, til at dele, til at tænke i nye baner og til at gøre det bedre. Fordi jeg fik lov til at gruble og selv fik lov til at bestemme, hvornår jeg var klar til at dele, er jeg nu i fuld gang med at se frem ad og gøre det bedre. Jeg er på vej mod drømmen igen.

 

  • Hvor godt kender du dine reaktioner, når du bliver skuffet?
  • Ved du, hvad du har behov for, når du bliver skuffet?
  • Ved dine omgivelser, hvordan de bedst støtter dig gennem en skuffelse?

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.

Klik her for at komme tilbage til siden “Overblik” og find dit næste emne eller redskab.

 

Denne artikelserie udbygges løbende.

Om at blive synlig – den første udgivelse

Artikel 3 i serien “Mit skriveliv”.

Så skete det!

For 4 uger og en sjat siden tikkede en mail ind i min indbakke fra forlaget Silhuet. Min konkurrencenovelle er udtaget til en antologi af moderne eventyr, der udkommer i efteråret 2017. Min historie udkommer. På et forlag. Jeg bliver udgivet for første gang!

Det er da kun en lille novelle, tænker du måske og jo, noveller er ikke lige så lange som romaner, men det her er stadig en STOR begivenhed for mig. Jeg er SÅ stolt.

Når vi bruger tid og energi på vores skriveprojekter, har vi brug for forløsning. Om det er glæden ved at have nedskrevet sin mormors historie til sin datter eller tilfredsheden over at afsløre et komplot i en artikel for en landsdækkende avis er forskelligt fra forfatter til forfatter. For mange er drømmen at blive vejet og fundet “tilstrækkelig fed” af et forlag. Sidstnævnte har været min drøm i næsten 5 år. Lige siden den dag en billedløber bankede på min pande og ville ind, har jeg prioriteret at skrive og drømt om at blive udgivet.

Det har været 5 år, hvor jeg har puklet, surmulet, ædt 4 tastaturer, taget 10 kilo på, jublet, fået klø og ros, været overbevist om min egen genialitet og siddet fast i en slamsump af ØV-følelse. Jeg har haft det aldeles fantastisk og har lært mig selv så godt at kende men hold nu kæft, hvor har det også været hårdt. Den første udgivelse har gjort det hele indsatsen værd. Den dag var jeg parat til gøre det hele om for at opleve anerkendelsen af, at jeg trods alt har lært noget om at skrive, og at folk med forstand på forfatterskaber kunne se det. Hvad jeg ikke vidste den dag var, at jeg 2 uger senere skulle få en litterær mavepumper som for en tid bankede mit forfatterselvværd ned under krybekælderen. Mere om det senere.

Før mavepumperen blev jeg midt i lykkerusen ramt af frygten for at blive bedømt.

Alle vi der skriver kender den. At stille sig frem og sige: “Se. Det har jeg skrevet. Er det ikke godt?” Frygten hvisker nådesløst, at forlag og læsere ryster på hovedet og spørger sig selv: “Hvordan i al verden er hun dog sluppet forbi de litterære dørmænd med den gang hakkelse?” Jeg har før brugt vendingen at sætte røven op i klaskehøjde, og det er hvad jeg oplever at gøre, når jeg vælger at lade andre se mine skiverier. Jeg tror på, at det er en del af gamet. At man må indstille sig på risikoen for at klasket rammer – måske mere end én gang. Jeg mener, at man skal skrive og vise det frem på trods af risikoen for rumpeklask. Ligesom alle tårer ikke er onde, så er alle klask det heller ikke. Uanset, om de svier, så lærer vi ofte af dem, hvis vi formår at se ud over vores sårede egoer.

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at se mit arbejde på tryk, og jeg håber at bare nogle af dem, som læser novellen, er underholdte. Jeg har sluttet fred med, at jeg ikke kan ramme alle læsere, og jeg er for længst holdt op med at forsøge. Jeg håber, du kan sige det samme.

  • Hvordan har du det med at være synlig og lade andre se dine tekster?
  • Hvordan har du overvundet frygten for at blive bedømt?

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.

Hvis du er blevet nysgerrig på, hvilken mavepumper jeg fik, og hvordan jeg tacklede den så læs med i næste artikel: Av, mit afslag!

 

Denne artikelserie udbygges løbende.