Da jeg sprang ud af forfatterskabet

Releaseparty

23. november 2019 er en dag, jeg aldrig glemmer. Flyfabrikken slog dørene op til mit releaseparty, og hold nu maul hvor var det fedt. Kender du det der med, at alle indtryk flyder sammen og går op i en højere enhed? Det var sådan en dag. Uanset, hvor jeg vendte mig hen, blev jeg mødt af smilende ansigter på de mange mennesker, der var kommet fra nær og fjern for at være glade sammen med mig på dag, hvor jeg for alvor sprang ud af forfatterskabet. Jeg holdt foredrag, oplæsning, signerede og krammede i vildskab.

Det var overvældende – mere end 70 store og små kiggede forbi til åbent hus, og flere blev efterfølgende til pizza og tømning af fadølsankeret. Selvom jeg var hjemme og iført nattøj klokken 21, kunne jeg lige så godt have været en uge på Roskilde-Festival.

Det var sådan en dag, hvor taknemmeligheden er allestedsnærværende. Tænk sig, at så mange mennesker satte tid af til at fejre min drøm. Familie, venner, naboer, forfatterkollegaer – der dukkede sågar en journalist op, og jeg blev interviewet til en potcast med støtte fra den Jyske Kunstfond.

Lige under taknemmeligheden sniger ydmygheden sig frem, men jeg har også givet mig selv lov til at være stolt som bare fanden. Den dag var kulminationen på 6 års arbejde. En del af vejen har været en drøm; fantastisk, vidunderlig og fyldt med skønne oplevelser og venlige mennesker. Den andet del har været det sværeste, jeg nogensinde har gjort; Opslidende, når noget ikke var godt nok (og det skete og sker stadig tit), når jeg ikke havde tilstrækkelig erfaring og måtte skrive om og om igen. Og igen. Lukkede døre, afslag og følelsen af, at alle andre lykkedes, og jeg sad fast i kviksandet uden muligheder og indflydelse sugede i perioder energien og troen, på det kunne lykkes, ud af mig.

Engang fik jeg ad vide fra en redaktør, der lige havde afvist mit manuskript, at jeg skulle blive ved sammen med opfordringen om at vende tilbage. At forskellen på dem, som ender med at udgive og dem, der ikke gør, er at de sidste gav op. Det har siddet i mig lige siden. Jeg gav ikke op, og selvom vejen foran mig stadig er lang, og jeg har meget at lære, er den fantastiske fest én af de mange milepæle, jeg har været så privilegeret at opleve i løbet af de seneste 6 år, siden jeg begyndte at skrive.

Hvilke milepæle fremtiden byder på, må jeg vente og se, men ét er sikkert: Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at de bliver i tråd med mine værdier og drømme.

Klik her for at få det fulde overblik over det mest fantastiske 2019

Året der gik – 2019

2019 har været det vildeste år. Jeg debuterede som romanforfatter med de 2 første bøger i Sandrytterserien, var med i en antologien ’Det nådesløse daggry’ og bestod min svendeprøve som novelleredaktør med antologien ’Mørkets gerninger’.

På den festlige front holdt jeg releaseparty på Flyfabrikken, hvor mere end 70 mennesker dukkede op til en skøn eftermiddag. Jeg skræmte små og store til et Halloween-løb og har allerede en skummel plan for næste år. Fantasyfestivallen, Sløngeldage i Skanderborg og Bogforum var alle pragtfulde messeoplevelser.

På skrivefronten blev det til en realistisk ungdomsroman om skyggeprostitution – mere om det i det nye år. I skrivende stund arbejder jeg på endnu en realistisk YA samt 3. og sidste sandrytterbog, hvor du finder ud af, hvordan det hele gik med Saran og Teon, efter sandenergien svigtede og Byzonen fik hedeslag.

2020 ser allerede ud til at blive mindst lige så spændende som 2019. Flere bøger vil udkomme, og jeg har allerede takket ja til de første redaktøropgaver. 2020 bliver også året, hvor jeg investerer mere økonomi i mit skriveliv end nogensinde før ved at gå ned i tid på mit civile arbejde, så jeg får en skrivemandag hver uge.

Flere har spurgt mig, hvor jeg finder tiden og energien til de mange projekter, og helt ærligt så aner jeg det ikke. Jeg har altid været typen, der fordybede mig i én ting, gjorde det færdig og evaluerede før næste projekt. I år har jeg givet los, prioriteret benhårdt, kastet mig ud i nye ting og stolet på, at tingene gik op i sidste ende. Begge tilgange har deres fordele, men jeg oplever klart at være mest produktiv med min nye stil, så længe jeg passer på ikke at forsøge at æde elefanten i én bid. Fremadrettet hjælper det med garanti også betragteligt, at jeg nu får en ekstra dag til forfatterlivet.

Tusind tak til dig, som læser med på bloggen, følger mig på facebook, Instagram eller modtager mit nyhedsbrev – og en ekstra tak til dig, der læser min bøger. Det er et trist hverv at være forfatter, hvis ingen sætter pris på og bakker op om dit arbejde. I den kategori føler jeg mig som verdens heldigste forfatter-kartoffel.

Tak for dig og på gensyn i 2020.

Klik her for at komme tilbage til siden ‘Overblik’ og vælg dit næste emne.

Bogforum 2019

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. I et for mig ekstremt travlt efterår med redaktørlærlinge-opgave af jævnt stort omfang, et releaseparty og et Fantasyfestival med reception og mange praktiske opgaver for forlaget Calibat afskrev jeg Bogforum i år. God beslutning. Helt sikkert. Og fornuftigt. Det er jo godt at være fornuftig … men også lidt kedeligt.

Da første- og sidstnævnte var henholdsvis veltilrettelagt og veloverstået, kriblede det i min indre selskabsdiva for at få det hele med – ikke mindst fordi forlaget Petunia fejrede forfattere og udgivelser med en stor reception, hvor mange af ”mine” forfatter ville dukke op. Når man har brugt mange – som i rigtig mange – timer på at udvælge, redigere og venligt gennemtæske andre forfatteres manuskripter, samle det hele i en skøn antologi med den fedeste forside, så er det på jysk jævnt træls at sidde hjemme, mens alle andre hilser på, krammer, gramser på bogen og glæder sig over en lækker fællesindsats.

Heldigvis var der både orangebilletter, rejsemakker og en roomie på bud – der blev dømt ROADTRIP! før jeg nåede at konsultere min fornuft, som i dette tilfælde heldigvis holdt kæft.

Det var en ubeskrivelig stor oplevelse af møde ”mine” forfattere fra antologien ’Mørkets gerninger’. Nogle var erfarne forfattere, mens andre fejrede første udgivelse. En enkelt sågar første oplevelse med at vise sine tekster til nogen som helst. Ever! Jeg føler mig så heldig og privilegeret og mærkede en tillid fra forfatterne til trods for, at jeg som redaktør er nådesløs petitesse-rytter og flue-kne… Ja, du ved, hvad jeg mener. Flere kom sågar og takkede for en god oplevelse med at få deres manuskripter dissekerede, og jeg kunne takke modsat for så fede tekster at arbejde med samt deres dedikation til opgaven. Fra novellerne blev udvalgte til antologien blev sendt til tryk gik der under 4 uger, hvor vi alle sammen sled os gennem redigeringen. De uger arbejdede jeg i snit 95 timer, men det var det hele værd. Dog har jeg fået lovning på en længere frist fra forelægger Rikke Ella Andrup, hvis vil gentager succesen til næste år 🙂

Har du en modbydelig skøn YA-gysernovelle på lager eller idéen til én, kan jeg kun opfordre dig til at gå i gang med at skrive den og holde øje med indkaldelser i 2020.

Vil du med til fest? Klik her for at få releasepartyet med.

Fantasyfestival 2019

I virkeligheden er det nok lidt fjollet at tillægge et blåt bånd med gul skrift så meget betydning. Alligevel var det magisk at hænge det officielle navneskilt om halsen, da jeg ankom til hovedbiblioteket i Esbjerg, fredag eftermiddag for at stille Calibat-standen op. For mig markerede det en milepæl: jeg var for første gang med som forfatter med en fysisk bog, der var helt min egen kreation – to bøger for det ikke skal være løgn. Så betød det knap så meget, at jeg havde semi-tømmermænd fra en firmatur dagen inden.

Sammen med forlaget havde jeg planlagt ”en brødrene Price” og snydt lidt, for Sandrytter 1 og 2 var slet ikke udkommet endnu. Altså lavede vi snigsalg og en bogreception sammen med Hanne Rump, der også havde pre-release.

For dem, der ikke ved det, er Esbjerg mit hood. Jeg er født og opvokset i byen og har en stor del af min familieklan bosat der. Flere vittige hoveder bemærkede da også, at en betragtelig del af gæsterne til receptionen lignede mig på mistænkelig vis, og jeg skal da heller ikke underkende, at mængden af Vagnere og Viffeldtere spillede ind på salget. Fire timer efter festivallens åbning, var både Ørkendrømme og Byzonens skæbne udsolgt, og det er derfor, mine damer og herrer, man altid bør have en kasse ”just in case-bøger” med sig i bilens bagagerum 😊

Esbjerg Fantasyfestival er ganske særligt for mig, fordi jeg kommer hjem og kan kombinere oplevelsen med familiesamvær og gensyn med venner og steder, jeg kender så godt, men atmosfæren på biblioteket er også ganske særlig i sig selv. Når så mange mennesker, der elsker fantastiske fortællinger, er samlet, bliver det magisk for både store og små. Jeg nåede desværre aldrig at opleve Herlufsholm Fantasybogmesse, så jeg kan ikke sammenligne, men selvom alle de dedikerede frivillige i Esbjerg ikke har et slot som lokation, sparker arrangementet alligevel røv på fornemste vis. Har du ikke oplevet det endnu, kan jeg kun anbefale dig at dukke op i 2020.

Tusind tak til alle der kiggede forbi Calibatstanden og ønskede tillykke, købte bøger eller kom og snakkede, spurgte ind og delte deres oplevelser rundt omkring på messen. En særlig tak går til Ruben Greis, der, udover selv at være en skøn forfatter, også er blevet en art lykkeamulet i forfatterverdenen. Der går en historie om, at forfattere, som får taget et billede sammen med Ruben og deres bog, klarer sig godt i branchen fremover. Skal vi bare sige, at jeg har tænkt mig at blive?

Klik her for at læse om bogforum 2019, som blev en ganske særlig oplevelse for mig.

Sløngeldage 2019

De seneste 5 år har Kulturhuset i Skanderborg været vært for Sløngeldage, der er en hyldest til Ole Lund Kirkegaars forfatterskab. Èn af de skønne ting ved at være forfatter hos forlaget Calibat er, at man bliver inddraget og får lov at deltage på messerne. Selvom det at være standholder er endnu en ny ting at sætte sig ind i, og selve dagen med garanti er socialt overvældende, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville repræsentere forlaget til ’Bogdage for Bette Lorte’ 25. maj 2019.

Som barn elskede jeg ’Frode og de andre rødder’, ’Otto er et næsehorn’ og ’Hodja fra Pjort’, så glæden var stor ved ankomsten, fordi arrangørerne havde opført en hel gade med de karakteristiske skæve og farvestrålende huse, som jeg husker dem fra forsiderne på bøgerne. I løbet af dagen oplevede jeg flere tv-kendisser, et samsurium af boder og aktiviteter, næsehornet Otto i fuld størrelse og bedst af alt: en horde af store og små læseheste, der besøgte os i Calibat-standen, deltog i vores konkurrence, snakkede om bøger, fik en læsediamant og købte nye læseoplevelser blandt forlagets mange lækre bøger. En vandrende zombie-hånd var i høj kurs efter den invaderede min reklamevideo for Sløngeldage – Se videoen se lige her.

Min forfatter-kollega, Hanne Rump, gik ombord i Sløngeldage sammen med mig, og udover en festlig og utrolig glad dag havde vi også tid til at nyde hinandens selskab og arrangementets mange festlige indslag. En vigtig detalje er, at hele kulturhuset er drevet af frivillige med enkelte undtagelser. Jeg vover påstanden, at det kan mærkes, når så mange mennesker har valgt at bruge deres egen tid på at stable så fin en fejring på benene.

Alt i alt var Sløngeldage en fed oplevelse. Stemningen var super, programmet alsidigt, forplejningen lækker, og alt syntes at klappe i planlægning og udførelse. At standholderen ved siden af os uheldigvis kom til at antænde sit eget hår, dækkede vi ind under tilstedeværelsen af de mange drager på Calibats stand – man er vel fantasyforfatter 🙂

 

Klik her for at læse om fantasyfestival 2019 – det var vildt!

Om at turde drømme stort

Da jeg var en ganske lille forfatterspire tilbage i 2014, dukkede der en tanke op, som jeg ikke turde sige højt nogen steder: ”Når jeg bliver stor, vil jeg også være redaktør. En dygtig redaktør.”

Hele mit netværk i privatlivet og de digitale forfattergrupper vidste tidligt i processen, at jeg drømte om at blive forlagsudgivet forfatter og skrive lige så meget, som jeg har råd til. Selvom det også var en stor drømmedej at slå op og finde mod til at råbe ud i verden, så var det alligevel anderledes hemmeligt at drømme om også at blive redaktør.

”Hvem er du til at drømme så ambitiøst,” spurgte den jyske jantelov, hver gang jeg overvejede at gøre noget ved min drøm. Jeg har ingen fin universitetsuddannelse i litteratur eller dansk. Jeg er ikke bibliotekar, og jeg læser ikke specielt finkulturelt, men åh, hvor jeg elsker at være opdagelsesrejsende i andres tekster og arbejde med at optimere dem i både detalje og helhedsindtryk. At skrive mine egne historier, er det bedste jeg ved, men at grave mig ned i andres skrevne ord kommer lige i røven af det andet på min yahoo-skala.

Når man skriver, er det vigtigt at lade andre kommentere sine tekster, men lige så vigtigt er det selv at læse og kommentere. I de første 3 måneder af 2019 betalæste jeg mere end 350.000 ord for andre forfattere. Det var både, fordi jeg er vild med det, men også for at lære, samt få mere erfaring med at forholde mig udforskende og kritisk til andres ord. Jeg har også altid været fan af at studere skrivehåndværket ved at læse store forfatteres skriveråd og være undersøgende på hvad andre skrivesjæle får til at fungere på skrift. Jeg oplever, at det gør mig til en bedre forfatter, end hvis jeg selv sad og puttede med mine tekster, men jeg tror også på, at det samlet set lægger et brugbart fundament til en redaktørfunktion.

Er forfattere kunstnere eller håndværkere? Begge dele, hvis du spørger mig. I kokkeverdenen taler man om den ubestemmelige og sublime umami – den ”smag” tror jeg også findes i forfatterverdenen, og man er forbandet heldig, hvis man formår at fremelske det i sine tekster. Forfatterlivet er for mig 10% talent og 90% hårdt arbejde. Det samme tror jeg er tilfældet for redaktørgerningen, og nu er jeg så gået ydmygt til værks hos forlaget Petunia under redaktør-mutter, Rikke Ella Andrup.

Nogle gang skal man turde at drømme stort, men det bliver ikke til noget konkret, hvis man ikke gør noget ved sine drømme. Da Rikke annoncerede, at hun ville lave Petunia som et imprint rettet mod yngre læsere, kontaktede jeg hende med maven fuld af flagermus og spurgte, om hun kunne bruge mig til at vurdere indsendte manuskripter. Det kunne hun heldigvis.

Min første opgave er som tovholder på to YA-gyserkonkurrencer som ender med en antologi (udgivelse til halloween 2019) og den anden en roman (udgivelse til halloween 2020). Jeg glæder mig vanvittigt til at gå ombord i maskinrummet på et forlag og ved allerede nu, at jeg kommer til at studere faget og forberede mig, arbejde hårdt og lægge en masse tid og energi i projektet. En del af mit mod skal dog bruges på at lægge skinnerne efterhånden som toget kører. Jeg kan have styr på alt det, jeg kan, men nogle ting kommer først hen ad vejen og det skal man kunne holde ud, når man drømmer stort og går i lære.

Jeg har ambitioner om at blive en skide dygtig redaktør. Det kommer til at tage tid, og det er okay. Man skal starte et sted, og det har jeg hermed råbt til alverden, at jeg gør. Hvor er det godt, man kan dø af skræk og overleve det mange gange.

Læs mere og Petunias novellekonkurrence her og romankonkurrence her. Hvis du også har drømme, som trænger til et shout out, så brug meget gerne kommentarfeltet. Vi kan lære så meget af hinanden.

Klik her for at læse om festlige ballade på Sløngeldage 2019

Calibat er mit nye forlag – indsæt selv jubel!

I december 2017 skød Lene Dybdahl en konkurrence i gang på sit online kursus, Skriverejsen. Opgaven lød: “Skiv et YA-manus og vælg mellem temaerne venskab, kærlighed, konflikt og vrede og vind en bogkontrakt hos forlaget Calibat”.

Efter at have grublet en uges tid, begyndte jeg at plotte ‘Sandrytteren’ – en YA-fantasyfortælling om Saran, som udvælges til den Vestligt sand-zone sammen med sin bedste ven og hemmelige kærlighed, Teon. De skal “bare lige” afgøre hvem af dem, der skal være sandrytter og hvem, som skal være medie. Den første med prestige, magt og magi – den sidste som modtager af enorme mængder sandenergi, som får krop og sjæl til at ældes skræmmende hurtigt. Det er enkelt, ikke? Nej. Som i slet ikke. Hvordan vælger man mellem frihed og forpligtelse, mellem liv og død, når ens hjertes udkårne får det modsatte? Hvor meget er man villig til at ofre og for hvad? Ambivalensen truer med at trække Saran over på midten, men så sker der noget, som vender op og ned på alt, hun hidtil har troet på.

Jeg elskede at skrive Sandrytteren, og min sjæl travede hvileløst rundt dag og nat, som tiden for nomineringen af de 5 bedste historier nærmede sig. Lene holdt live-transmitteret nomineringsshow med tilskuere, drinks og en skatkiste, og low and behold om ikke Sandrytteren var én af de 5 nominerede. Det var fantastisk, men gav samtidig endnu mere ambivalens, end Saran rendte rundt med i den Vestlige sand-zone. Nu var der en reel mulighed for gå hele vejen, for at skrive kontrakt på mit første solo-projekt. MEN samtidig ville det også være slut med at køre mit helt eget ræs. Hvis jeg vandt, skulle jeg præstere for alvor og vurderes. Den skræk gav ventetiden en diskret bittersød undertone. Der er ingen tvivl om, at glæden fyldte mest, men angsten hviskede også, at jeg ikke var god nok.

Hvad gør man så? Man fortsætter på trods af hjemsøgelserne, så jeg skrev løs, mens jeg ventede på den endelige udmelding. På finaleaftenen tonede forelæggeren for Calibat, Emil Blichfeldt, frem. Til alles overraskelse proklamerede han, at de havde valgt 2 vindere. 10 neglebidende sekunder senere udråbte han første vinder. Som ikke var mig. Her råbte tvivlen igen op for fulde hammer, men så kom det:

“Og den anden vinder, det er ‘Sandrytteren’.

Begrundelse: En spændende og medrivende Young adult fantasyfortælling, der hvirvler læseren ind i et eventyr fuld af venskab, magtkamp, magi og et forstokket hierarki. Karaktererne er levende, og læseren gribes af den konflikt og udvikling, som hovedpersonerne gennemgår fra start til slut.  Og så kan jeg sige, at Sandrytteren kommer til at kickstarte Calibats Young adult linje her i 2019.”

Jeg jublede så højt, at min mand fik et chok, og så dansede mine ben. Rundt i hele huset, mens jeg forsøgte at gense videoen, svare på alle de beskeder, der kom i kølvandet på den, samt tale med mine forældre og andre dejlige mennesker, der ville ønske mig tillykke.

Det er en uge siden i dag, og jeg danser stadig. Både når jeg danser, men også når jeg sidder ned. Mine kollegaer på jobbet griner med mig og synes heldigvis også, at det er fantastisk. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med en redaktør på et helt værk. Jeg glæder mig til at debutere, og jeg er jublende lykkelig for at få muligheden for at skrive 2 bøger mere i samme serie.

Hvis du nu sidder og tænker, at alt er godt i skrivehulen, så må jeg desværre skuffe dig. For at give et billede af denne branche, som vi har valgt på godt og ondt, vil jeg gerne vise dig, at man vinder nogle og taber andre, mens virkeligheden kommer i vejen for helt tredje. Få dage inden, jeg vandt forlagskontrakten, blev en antologi med mit bidrag udsat på ubestemt tid, og en måned før det, sejlede mine drømme med en anden fantasy-triologi med et skib, der desværre gik ned. Her nåede jeg at drømme stort, men jeg nåede ikke at skrive under, før det tilsyneladende var forbi for mit vedkommende. Ligeså lykkelig jeg var, da jeg fandt ud af, at jeg vandt, lige så ulykkelig var jeg, da jeg fandt ud af, at det alligevel ikke blev til noget med den anden serie. Fra optur til nedtur og tilbage igen. Jeg ønsker ikke at klynke over det, der ikke gik som ønsket, men vise dig, at der hele tiden er sejre og nederlag i denne branche, og vi må tage dem alle sammen med. Vi kan ikke helgardere os imod de dårlige anmeldelser, menneskelige omstændigheder, hverdagen som kræver sit og alt det andet, der kan gå forfatterdrømme imod. Vi må acceptere, at det er en del af faget og vælge, hvad vi vil tage med, når vi er færdige med at juble eller ømme os.

Jeg tager glæden, håbet, virkelysten og min jyske stædighed med mig på rejsen mod udgivelsen af første bind i Sandrytteren. Jeg håber, at du også tager noget brugbart med dig fra dine egne oplevelser med forfatterverdenen.

Klik her for at læse næste artikel, som handler om at turde drømme stort.

Bogforum 2017

Lørdag den 11. november 2017 ringede mit vækkeur klokken 4.45. Bogforumdag. Hurra! Min trofaste gamle stationcar sneg sig gennem kulden og morgenmørket til Holstebro, hvor det lokale bibliotek var arrangør af en bustur til Bogforum.

Sikke en første oplevelse! Jeg havde ventet at blive blæst igennem af en litterær Vestenvind, og det blev jeg … flere gange. Det var som at opholde sig i et højtloftet bogpalads med rigt dekorerede haller omgivet af oplevelsesindbydende sidegader, hvor alt kunne ske rundt om det næste hjørne. Pragtfulde og dyrbare bogskatte i stakke, stabler og bunker. Små, store og, for mig, ukendte forlag side om side. Fra sirlig orden til skødesløst lækre opstillinger – det var vidunderligt. Tænk sig at være omgivet af så mange bøger og i tillæg mennesker, der elsker at læse.

Men så var der også lige dem, der også elsker at skrive. Selvom det var fantastisk at se og høre forfattere, som jeg beundrer (og en enkelt, som jeg er totalt forfatterforliebt i), så var turens højdepunkt at møde en hånd- og fodfuld af de forfatter og forfatterspirer, som jeg “kender” og følger på SOME. De fleste for første gang trods et års “venskab”. Der var happy hour på krammere og selfies.

 

  • Skriverejsens letmatroser og pirater holdt kahytfest med vores frygtløse kaptajn, Lene Dybdahl.
  • Jeg hilste på flere af Dreamlitts og Tellerups forfattere – nogle for første gang og andre til et hyggeligt gensyn.
  • Min “første redaktør-oplevelse” fik en hjertelig tak for sine bestræbelser for at gøre mit bidrag til antologien #moderneeventyr så god som muligt.
  • Jeg stiftede mit første IRL-bekendtskab med den højt skattede race “bogbloggeren”.
  • Sidst på dagen blev jeg indfanget af en herlig Ellemosetvilling (jeg kan faktisk godt se forskel på dem) og fik en spændende snak om Forfatterskabets nye giftermål med Egolibris.
  • En ekstra bonus var faglig sparring med 2 af ForfatterTrivlsels brugere, som havde nye idéer til, hvad jeg skal skrive om i 2018. Det glæder jeg mig til at løfte sløret for.

Det var alt i alt den fedeste dag. I bussen fik jeg en fellow-forfatter som rejsekammerat fik og derved muligheden for at dele rejetiden med én, der heller ikke bliver træt af at tale om at skrive. Tak til Jette for nogle inspirerende timer.

 

 

Jeg kan klart anbefale Holstebro bibliotekets tur til Bogforum. Der var sørget for indgangsbillet, et rundstykke på vejen ud, levering til døren – afhentning ved samme, sandwich på vej hjem og nød-telefonnummer. Foruden en temmelig beruset medrejsende med næseblod, som efter eget udsagn havde fået “lidt for mange smagsprøver,” var det en udflugt helt efter planen. Det venlige personale fra biblioteket tog hånd om alt – også den uheldige medrejsende.

På gensyn til Bogforum i 2018!

Klik her for at læse om den kombinerede jubel- og dansescene der fulgte antagelsen af manuskript til første soloudgivelse.

Av, mit afslag!

Artikel 4 i serien “Mit skriveliv”.

2 ugers lykkerus, efter succesen med min konkurrencenovelle, blev afløst af modløshed, da et afslag tikkede ind i indbakken. Jeg har arbejdet på mit projekt ad flere omgange. Denne gang i mere end et år. Da jeg trykkede ‘send’ til forlaget, var jeg overbevidst om, at jeg var klar. Historien var klar. Persongalleriet var klar. Mine cliffhangere og plottwists var klar. Alt var klappet og klar.

Det var det så ikke.

For 5 år siden lavede jeg den klassiske debutantfejl: jeg færdiggjorde et manuskript og sendte det ind til Gyldendal. Det udløste et fortjent standardafslag. Efter nogle grublerier nåede jeg frem til, at jeg burde lære hvad skrivehåndværk og skrivekunst er, hvis jeg gerne vil være forfatter. Jeg er ikke en af de heldige, der har fået et tilstrækkeligt talent i barselsgave. Allerede den gang indstillede jeg mig på at slide mig til succes, fordi jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke forestille mig ret mange ting i livet, jeg hellere vil end at skrive.

Så jeg gik i krig. Jeg har læst og skrevet som en besat. Jeg har studeret skriveteknik, været på forfatterhøjskole og skrivekurser. Jeg var så heldig at komme i en skrivegruppe med forfattere, der har større erfaring end mig – Hvor heldig har man lov at være? Jeg har gennemskrevet min historie 10 gange og ladet den gennemtæske af betalæsere, skrivegruppe og en ekstern redaktør. Jeg var SÅ klar – bortset fra, at det var jeg jo slet ikke.

Dette afslag ramte mig betydelig hårdere end det første. Denne gang var jeg overbevist om, at jeg havde leveret et manuskript, der kunne holde hele vejen til udgivelse. Måske føltes det derfor som et større nederlag end første gang, hvor jeg ikke anede, hvad jeg lavede.

Når så mange mennesker interesserer sig for din drøm er det let at føle, at du skal dele alt med alle. Jeg hører dog til dem, der har brug for en grubleperiode, når jeg bliver skuffet. Her gider jeg ikke tale om skuffelsen, jeg drukner, hvis folk pylrer om mig, og jeg irriteres, hvis folk vil fortælle mig, hvad jeg “bare lige skal gøre” for at komme problemet til livs. Jeg har behov for at være i fred  med det og ellers gøre de ting, jeg plejer.

Denne gang kørte jeg på autopilot og grublede et døgns tid. Så talte jeg med min mand, skrev til familien og sendte en mail rundt til mit team på jobbet. Alle steder stod jeg ved min skuffelse og fortalte dem, at jeg havde brug for at “vi var som vi plejer.” Det fungerer bedst for mig, hvis jeg selv får lov at komme, når jeg klar til at sparre omring skuffelsen og kigge fremad. Jeg vil hellere fortælle mine omgivelser, hvad jeg har brug for end at blive behandlet som et råddent æg eller pakket i vat. Jeg tror, at ærlig udmelding giver den bedste trivsel for alle parter.

Heldigvis fik jeg et kommenteret afslag. Et sagligt og venligt afslag med forslag til forbedringer og en opfordring til at blive ved. Og jeg bliver ved. Jeg blev slået ud af kurs, men jeg er ikke slået hjem.

Jeg kan ikke bruge skuffelsen til andet end som et vidnesbyrd. Jeg blev skuffet fordi min forfatterdrøm er ægte. Jeg skammer mig ikke over at blive skuffet, men jeg svælger heller ikke i det. Jeg kan heller ikke bruge selvbebrejdelserne til noget. “Hvorfor havde du ikke selv lagt mærke til dét, hun påpegede? Hun havde jo ret! Hvorfor skrev du ikke optakten skarpere? Du har jo allerede arbejdet ekstra med den!” Jeg vidste ikke bedre, da jeg trykkede ‘send’ og intet kan ændre det faktum. Men jeg kan lære af afslaget. Det ville være tåbeligt andet.

Der er en tid til at gruble, til at dele, til at tænke i nye baner og til at gøre det bedre. Fordi jeg fik lov til at gruble og selv fik lov til at bestemme, hvornår jeg var klar til at dele, er jeg nu i fuld gang med at se frem ad og gøre det bedre. Jeg er på vej mod drømmen igen.

 

  • Hvor godt kender du dine reaktioner, når du bliver skuffet?
  • Ved du, hvad du har behov for, når du bliver skuffet?
  • Ved dine omgivelser, hvordan de bedst støtter dig gennem en skuffelse?

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.

Klik her for at komme tilbage til siden “Overblik” og find dit næste emne eller redskab.

 

Denne artikelserie udbygges løbende.