Bogforum 2017

Lørdag den 11. november 2017 ringede mit vækkeur klokken 4.45. Bogforumdag. Hurra! Min trofaste gamle stationcar sneg sig gennem kulden og morgenmørket til Holstebro, hvor det lokale bibliotek var arrangør af en bustur til Bogforum.

Sikke en første oplevelse! Jeg havde ventet at blive blæst igennem af en litterær Vestenvind, og det blev jeg … flere gange. Det var som at opholde sig i et højtloftet bogpalads med rigt dekorerede haller omgivet af oplevelsesindbydende sidegader, hvor alt kunne ske rundt om det næste hjørne. Pragtfulde og dyrbare bogskatte i stakke, stabler og bunker. Små, store og, for mig, ukendte forlag side om side. Fra sirlig orden til skødesløst lækre opstillinger – det var vidunderligt. Tænk sig at være omgivet af så mange bøger og i tillæg mennesker, der elsker at læse.

Men så var der også lige dem, der også elsker at skrive. Selvom det var fantastisk at se og høre forfattere, som jeg beundrer (og en enkelt, som jeg er totalt forfatterforliebt i), så var turens højdepunkt at møde en hånd- og fodfuld af de forfatter og forfatterspirer, som jeg “kender” og følger på SOME. De fleste for første gang trods et års “venskab”. Der var happy hour på krammere og selfies.

 

  • Skriverejsens letmatroser og pirater holdt kahytfest med vores frygtløse kaptajn, Lene Dybdahl.
  • Jeg hilste på flere af Dreamlitts og Tellerups forfattere – nogle for første gang og andre til et hyggeligt gensyn.
  • Min “første redaktør-oplevelse” fik en hjertelig tak for sine bestræbelser for at gøre mit bidrag til antologien #moderneeventyr så god som muligt.
  • Jeg stiftede mit første IRL-bekendtskab med den højt skattede race “bogbloggeren”.
  • Sidst på dagen blev jeg indfanget af en herlig Ellemosetvilling (jeg kan faktisk godt se forskel på dem) og fik en spændende snak om Forfatterskabets nye giftermål med Egolibris.
  • En ekstra bonus var faglig sparring med 2 af ForfatterTrivlsels brugere, som havde nye idéer til, hvad jeg skal skrive om i 2018. Det glæder jeg mig til at løfte sløret for.

Det var alt i alt den fedeste dag. I bussen fik jeg en fellow-forfatter som rejsekammerat fik og derved muligheden for at dele rejetiden med én, der heller ikke bliver træt af at tale om at skrive. Tak til Jette for nogle inspirerende timer.

 

 

Jeg kan klart anbefale Holstebro bibliotekets tur til Bogforum. Der var sørget for indgangsbillet, et rundstykke på vejen ud, levering til døren – afhentning ved samme, sandwich på vej hjem og nød-telefonnummer. Foruden en temmelig beruset medrejsende med næseblod, som efter eget udsagn havde fået “lidt for mange smagsprøver,” var det en udflugt helt efter planen. Det venlige personale fra biblioteket tog hånd om alt – også den uheldige medrejsende.

På gensyn til Bogforum i 2018!

Av, mit afslag!

Artikel 4 i serien “Mit skriveliv”.

2 ugers lykkerus, efter succesen med min konkurrencenovelle, blev afløst af modløshed, da et afslag tikkede ind i indbakken. Jeg har arbejdet på mit projekt ad flere omgange. Denne gang i mere end et år. Da jeg trykkede ’send’ til forlaget, var jeg overbevidst om, at jeg var klar. Historien var klar. Persongalleriet var klar. Mine cliffhangere og plottwists var klar. Alt var klappet og klar.

Det var det så ikke.

For 5 år siden lavede jeg den klassiske debutantfejl: jeg færdiggjorde et manuskript og sendte det ind til Gyldendal. Det udløste et fortjent standardafslag. Efter nogle grublerier nåede jeg frem til, at jeg burde lære hvad skrivehåndværk og skrivekunst er, hvis jeg gerne vil være forfatter. Jeg er ikke en af de heldige, der har fået et tilstrækkeligt talent i barselsgave. Allerede den gang indstillede jeg mig på at slide mig til succes, fordi jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke forestille mig ret mange ting i livet, jeg hellere vil end at skrive.

Så jeg gik i krig. Jeg har læst og skrevet som en besat. Jeg har studeret skriveteknik, været på forfatterhøjskole og skrivekurser. Jeg var så heldig at komme i en skrivegruppe med forfattere, der har større erfaring end mig – Hvor heldig har man lov at være? Jeg har gennemskrevet min historie 10 gange og ladet den gennemtæske af betalæsere, skrivegruppe og en ekstern redaktør. Jeg var SÅ klar – bortset fra, at det var jeg jo slet ikke.

Dette afslag ramte mig betydelig hårdere end det første. Denne gang var jeg overbevist om, at jeg havde leveret et manuskript, der kunne holde hele vejen til udgivelse. Måske føltes det derfor som et større nederlag end første gang, hvor jeg ikke anede, hvad jeg lavede.

Når så mange mennesker interesserer sig for din drøm er det let at føle, at du skal dele alt med alle. Jeg hører dog til dem, der har brug for en grubleperiode, når jeg bliver skuffet. Her gider jeg ikke tale om skuffelsen, jeg drukner, hvis folk pylrer om mig, og jeg irriteres, hvis folk vil fortælle mig, hvad jeg “bare lige skal gøre” for at komme problemet til livs. Jeg har behov for at være i fred  med det og ellers gøre de ting, jeg plejer.

Denne gang kørte jeg på autopilot og grublede et døgns tid. Så talte jeg med min mand, skrev til familien og sendte en mail rundt til mit team på jobbet. Alle steder stod jeg ved min skuffelse og fortalte dem, at jeg havde brug for at “vi var som vi plejer.” Det fungerer bedst for mig, hvis jeg selv får lov at komme, når jeg klar til at sparre omring skuffelsen og kigge fremad. Jeg vil hellere fortælle mine omgivelser, hvad jeg har brug for end at blive behandlet som et råddent æg eller pakket i vat. Jeg tror, at ærlig udmelding giver den bedste trivsel for alle parter.

Heldigvis fik jeg et kommenteret afslag. Et sagligt og venligt afslag med forslag til forbedringer og en opfordring til at blive ved. Og jeg bliver ved. Jeg blev slået ud af kurs, men jeg er ikke slået hjem.

Jeg kan ikke bruge skuffelsen til andet end som et vidnesbyrd. Jeg blev skuffet fordi min forfatterdrøm er ægte. Jeg skammer mig ikke over at blive skuffet, men jeg svælger heller ikke i det. Jeg kan heller ikke bruge selvbebrejdelserne til noget. “Hvorfor havde du ikke selv lagt mærke til dét, hun påpegede? Hun havde jo ret! Hvorfor skrev du ikke optakten skarpere? Du har jo allerede arbejdet ekstra med den!” Jeg vidste ikke bedre, da jeg trykkede ’send’ og intet kan ændre det faktum. Men jeg kan lære af afslaget. Det ville være tåbeligt andet.

Der er en tid til at gruble, til at dele, til at tænke i nye baner og til at gøre det bedre. Fordi jeg fik lov til at gruble og selv fik lov til at bestemme, hvornår jeg var klar til at dele, er jeg nu i fuld gang med at se frem ad og gøre det bedre. Jeg er på vej mod drømmen igen.

 

  • Hvor godt kender du dine reaktioner, når du bliver skuffet?
  • Ved du, hvad du har behov for, når du bliver skuffet?
  • Ved dine omgivelser, hvordan de bedst støtter dig gennem en skuffelse?

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.

Klik her for at komme tilbage til siden “Overblik” og find dit næste emne eller redskab.

 

Denne artikelserie udbygges løbende.

Om at blive synlig – den første udgivelse

Artikel 3 i serien “Mit skriveliv”.

Så skete det!

For 4 uger og en sjat siden tikkede en mail ind i min indbakke fra forlaget Silhuet. Min konkurrencenovelle er udtaget til en antologi af moderne eventyr, der udkommer i efteråret 2017. Min historie udkommer. På et forlag. Jeg bliver udgivet for første gang!

Det er da kun en lille novelle, tænker du måske og jo, noveller er ikke lige så lange som romaner, men det her er stadig en STOR begivenhed for mig. Jeg er SÅ stolt.

Når vi bruger tid og energi på vores skriveprojekter, har vi brug for forløsning. Om det er glæden ved at have nedskrevet sin mormors historie til sin datter eller tilfredsheden over at afsløre et komplot i en artikel for en landsdækkende avis er forskelligt fra forfatter til forfatter. For mange er drømmen at blive vejet og fundet “tilstrækkelig fed” af et forlag. Sidstnævnte har været min drøm i næsten 5 år. Lige siden den dag en billedløber bankede på min pande og ville ind, har jeg prioriteret at skrive og drømt om at blive udgivet.

Det har været 5 år, hvor jeg har puklet, surmulet, ædt 4 tastaturer, taget 10 kilo på, jublet, fået klø og ros, været overbevist om min egen genialitet og siddet fast i en slamsump af ØV-følelse. Jeg har haft det aldeles fantastisk og har lært mig selv så godt at kende men hold nu kæft, hvor har det også været hårdt. Den første udgivelse har gjort det hele indsatsen værd. Den dag var jeg parat til gøre det hele om for at opleve anerkendelsen af, at jeg trods alt har lært noget om at skrive, og at folk med forstand på forfatterskaber kunne se det. Hvad jeg ikke vidste den dag var, at jeg 2 uger senere skulle få en litterær mavepumper som for en tid bankede mit forfatterselvværd ned under krybekælderen. Mere om det senere.

Før mavepumperen blev jeg midt i lykkerusen ramt af frygten for at blive bedømt.

Alle vi der skriver kender den. At stille sig frem og sige: “Se. Det har jeg skrevet. Er det ikke godt?” Frygten hvisker nådesløst, at forlag og læsere ryster på hovedet og spørger sig selv: “Hvordan i al verden er hun dog sluppet forbi de litterære dørmænd med den gang hakkelse?” Jeg har før brugt vendingen at sætte røven op i klaskehøjde, og det er hvad jeg oplever at gøre, når jeg vælger at lade andre se mine skiverier. Jeg tror på, at det er en del af gamet. At man må indstille sig på risikoen for at klasket rammer – måske mere end én gang. Jeg mener, at man skal skrive og vise det frem på trods af risikoen for rumpeklask. Ligesom alle tårer ikke er onde, så er alle klask det heller ikke. Uanset, om de svier, så lærer vi ofte af dem, hvis vi formår at se ud over vores sårede egoer.

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at se mit arbejde på tryk, og jeg håber at bare nogle af dem, som læser novellen, er underholdte. Jeg har sluttet fred med, at jeg ikke kan ramme alle læsere, og jeg er for længst holdt op med at forsøge. Jeg håber, du kan sige det samme.

  • Hvordan har du det med at være synlig og lade andre se dine tekster?
  • Hvordan har du overvundet frygten for at blive bedømt?

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.

Hvis du er blevet nysgerrig på, hvilken mavepumper jeg fik, og hvordan jeg tacklede den så læs med i næste artikel: Av, mit afslag!

 

Denne artikelserie udbygges løbende.

Om at leje en redaktør

Artikel 2 i serien “Mit skriveliv”.

Gennem de seneste 6 måneder har jeg fået vejledning fra Forfatterskabet og herrerne Ellemose. Jeg har lejet en redaktør til at gennemgå manuskriptet til “Billedløberen – Vejen til Arenahr”. Det er tanken, at dette er sidste skridt på vejen, inden jeg sender til forlag.

Jeg nåede til et sted, hvor jeg, med min nuværende viden og erfaring, ikke kunne vride flere måder at optimere min tekst ud af min hjerne. Alligevel vidste jeg, at den skulle være bedre. Jeg har læst en hyldemeter teoriskrivebøger, været på manuskriptvejledning på Testrup højskole, fået feedback fra en mængde engagerede testlæsere og dygtige forfattere og deltaget i andres feedback. At få professionelle øjne på hele historien virkede som det næste logiske skridt.

“Du er tosset at smide penge ud på den slags,” fik jeg ad vide flere steder.

“Fedt! Men er det ikke dyrt,” sagde andre.

Jeg håber ikke, at jeg er meget mere tosset end gennemsnittet. Jeg vælger at bruge penge på at nå min drøm om udgivelse. For mig er det alle pengene værd. Jeg har ingen problemer med at investere i mit forfatterskab – at bruge penge er en prioritetssag langt hen ad vejen.

Jeg tror på, at jeg har et potentiale, som jeg selv kan nå – jeg tror også på, at andre kan hjælpe mig længere endnu. Om jeg kan nå hele vejen vil tiden vise – jeg er parat til at levere rugbrødsarbejde, spise humble-pie, walk the padiwan-road og hvad der eller skal til for at blive den bedste forfatter, jeg kan.

Indtil videre har jeg været i Forfatterskabet til en forventningsafstemning og første feedback. Dernæst modtog jeg et writers cut på de første 50 bogsider. Jeg har brugt dette cut til at optimere resten af min tekst og sendt den retur til en fuld gennemgang.

Nu er der ventetid. Forbandede ventetid. Alle hængepartierne melder sig, og jeg ville helst bare starte på bind 2. Her er det godt at tage sin egen medicin ift. vedholdenhed og overspringshandlinger. Når jeg vejleder andre og skiver om skrivetrivsel, så skal jeg huske på det, jeg råder andre til. Som med så mange andre ting i livet er det lettere at sige til andre end at følge selv.

Heldigvis har jeg forfattermæssigt kun dejlige hængepartier. Jeg skal give feedback på en antologi, skrive flere horrornoveller og artikler til ForfatterTrivsel, og jeg skal følge onlineundervisningen hos Forfatterskabet og Skriverejsen hos Lene Dybdal.

Det er skønt at være forfatter!

Billede lånt med tilladelse fra Lene Dybdal

De næste artikler handler om min første udgivelse og om at takle afslag. Læs med her.

Denne artikelserie udbygges løbende.

 

At elske fantastiske historier og kolde, klamme gys

den-gamle-dames-hus

Artikel 1 i serien “Mit skriveliv”.

Jeg er næsten 40 år, men min fascination af det fantastiske, gyset og adrenalinen er lige så intakt, som den var, da jeg var 11 år gammel og min kusine spurgte mig, om vi skulle snige os over i den gamle dames hus. Ruten ledte os gennem nabohaver og over et plankeværk, før vi landede i en have med hængetræer og vild bevoksning. En gang havde det været en smuk have. Nu var der kun utæmmede buske, ukrudtet og gravstenen med teksten ”Sov sødt, lille Vibeke”.

”Det var da et mærkeligt navn til et kæledyr!” blev vi enige om, men ingen af os turde alligevel stå for tæt på graven. Selvom vi grinede og var enige om, at ingen begraver deres døde børn i haven, skulle vi ikke nyde noget af at krydse plænen lige dér – tænk, hvis noget rakte op og greb fat om vores ankler!

Vi kravlede ind ad et vindue og listede rundt i de tomme værelser med slidte gulvtæpper og tapetet i strimler. I kælderen drev fugten ned ad væggene og klæbede til nakken og vores bare arme. Røde plamager skallede af den firkantede emaljevask. Vi bildte hinanden ind, at det var blod og forsøgte at modstå trangen til at løbe op og ud i lyset. På loftet stod enkelte kasser dækket af støv. Det kradsede i halsen og stoppede næsen til. Jeg kan ikke huske, hvad der var i kasserne, men vi lod det ligge. Det ville mindst medføre en forbandelse at fjerne noget fra den gamle dames hus.


I min morfars slagterbutik ramte lugten af kød før butiksdøren lukkede og klikkede i hak. Den søde og salte duft kunne smages i hele munden, mens den blandede sig med metal.slagter

I det første stålskab under disken lå de røde pølser – både dem til børnene og Tykke Berta, som ikke skulle gnaskes kolde. Ved siden af disken stod en kompakt huggeblok på ben og kødøkser på stribe. Skurebørsten af stål efterlod røde, våde træspåner i klatter på terrazzogulvet. Hvis man var rigtig heldig, fik man et griseøje med hjem i et kaffefilter. Så var der garanteret hyl og skrig blandt gadens børn.

Min fætter plejede at udfordre mig til at stå i kølerummet med døren lukket. Når jeg stod derinde blinkede lysstofrørene på de stive svinekroppe på kroge. Blæseren hakkede og plastikstrimlerne, der var bundet fast ved blæseren, klaskede og smældede ud i luften. Kulden omringede mig og gjorde luften tåget. Den lagde sig på mit hår og mine strikkede trøjer. Jeg stod helt stille for at undgå at røre ved noget, men jeg endte alligevel altid med at række hånden ud og strejfe det iskolde kød. Når mine tænder klaprede trykkede jeg håndtaget ind og håbede på, at døren ville åbne.


En løbsk fantasi og kærligheden til bøger har altid været der. Dennis Jûrgensen blandede sig i en tidlig alder med Tolkien og Stephen King, oggammel-bogreol ind imellem kiggede Jean Auel og Agatha Christie forbi. Sammen med min bedste læse-veninde slugte jeg alt, hvad skolebiblioteket kunne levere af gyselige og fantastiske delikatesser og fandt resten af menuen i mine forældres bogreol ved pejsen. Mine spæde skriveforsøg lå dengang altid sørgeligt tæt op ad den seneste bog på natbordet.

I dag læser jeg mere varieret, end da jeg var teenager, men jeg elsker stadig alle de eventyrlige fortællinger, der oftest har teenagernes aldersgruppe på gavemærkaten. Jeg har kun oplevet af få to “seriøse” plotidéer til “voksenbøger” – resten ligger i tråd med det jeg elsker: fantastiske historier og kolde, klamme gys.

Jeg bliver nok aldrig poet, og jeg kommer sikkert heller ikke til at skrive erotik eller romantik. Jeg har hjemme blandt det makabre, blandt de hjemsøgte og forbandede, blandt magien og eventyret. Det er her, min hjerne kører i højeste gear, når fingrene hamrer løs på tastaturet. Det er her, jeg glemmer virkeligheden og smyger mig ad bogstavspassager ind til mine karakterer. Det er her, min mentale vandmølle kører stærkere, end ordenes strøm kan drive den. Det er her, jeg lever allerbedst. Hvis jeg ikkeelverfolkets-lys-redigeret måtte skrive, ville jeg visne.

Jeg er næsten 40 år, og jeg tjekker stadig for seriemordere bag bruseforhænget og kigger efter elverfolkets lys i skumringen. Er det ikke herligt?

 

Læs næste artikel i serien “Mit skriveliv” her: Om at leje en redaktør.

Denne artikelserie udbygges løbende