Tænkende eller følende forfatter

Artikel 5 i serien “Forfatter, kend dig selv”.

(Forfatterens præferencer 4).

Hvis du ikke allerede har været gennem introduktionen til begrebet præferencer og hørt lydfilen, så KLIK HER, før du læser videre.


 

At have præferencen tænkende eller følende forfatter fortæller noget om, hvordan du træffer beslutninger.

 

 


Som tænkende forfatter foretrækker du at analysere og bearbejde information, så dine beslutninger kan træffes logisk og objektivt. Dine tekster bærer præg af logikken, dine plots holder på den teoretiske bane, og du er tilbøjelig til at tjekke dine facts, før og mens du skriver, og så liiiiige en gang til bagefter. Som tænkende forfatter mærker du en tilfredshed, når du har valgt den logiske udvej på en plotknude, eller når du vælger en ændring ud fra analyser og gennemprøvning.

Som tænkende forfatter har du blandt andet følgende fordele:

  • Dine beskrivelser overlader tolkning til læseren, og du forstår at placere den præcise detalje, der får læseren til at skabe sine egne billeder
  • Din histories teoretiske grundlag holder stort set altid vand
  • Du er god til at holde roen, når du skal skrive om noget, der er grænseoverskridende
  • Du er ofte skarp, når det handler om skriveteori, og du kan se mening i mange af de “uskrevne regler” for skrivehåndværket
  • Du er god til at spørge “hvordan?”, når du researcher, skriver eller redigerer

Som tænkende forfatter kunne du udvide din horisont ved at:

  • Have særligt fokus på at skabe dybde og udforske det følelsesmæssige indhold i dine karakterer. På den måde undgår du at skabe “pap-figurer” der opfører sig, så det passer med den handling, du har udtænkt dig
  • Udfordre dine valg ift. handlingen ved at spørge dig selv: Hvad vil de menneskelig konsekvenser være, hvis jeg væger dette eller dette ift. min historie
  • Sætte dig selv i spil, når du skriver og holde fokus på, hvordan du selv ville føle og reagere i en given situation.
  • Bede om tekstfeedback fra mennesker, som du mener er “for følsomme til din smag”
  • Skrive et digt

Som følende forfatter er du i tæt kontakt med dine personlig værdier. Du har en stærk overbevisning om, hvad du mener er rigtigt og forkert, og det drager du nytte af, når du skal træffe beslutninger i dit skriveliv. Du foretrækker ofte at skrive, når du er i et bestemt humør, og dit skriveliv kan være påvirkelig af dit privatliv i stor grad.

Som følende forfatter har du blandt andet følgende fordele:

  • Du skaber dine karakterer med dybde, så læseren oplever dem som rigtige mennesker
  • Dine tekster har ofte en ekstra “bonus” i form af etiske dilemmaer eller en morale. På den måde skaber dine tekster et efterspil for læseren længe efter, bogen er læst færdig
  • Du er ikke bange for at involvere dig personligt i dit projekt. På den måde skaber du ofte autencitet og fortællinger med sjæl, som din læser kan spejle sig i
  • Du er god til at spørge dig selv “hvorfor?”, når du researcher, skriver og redigerer

Som følende forfatter kunne du udvide din horisont ved at:

  • Være påpasselig med, hvor “synlig” du bliver som forfatter i en historie, der ikke handler om dig
  • Være hårdhændet, når du skal redigere, så du skærer de passager væk, der ikke bidrager til historien – også selvom du elsker dem
  • Bede en testlæser, som du oplever mere taktisk end dig selv, læse dine tekster igennem med det formål at påpege, hvornår hun oplever, at der går for meget patos i projektet
  • Sætte ekstra fokus på at skabe tydelige scener i din historie, så refleksioner, indre monologer og følelsesliv ikke tager overhånd og gør handlingen uklar

En præference kan være fremtrædende i større eller mindre grad. Måske genkender du det hele på en side, måske krydser du “grænsen”. Igennem et liv kan vores præferencer ændre sig i takt med, at vi modnes og får livserfaringer.

Det er også muligt at tillære sig træk fra den modsatte præference – det gør de fleste mennesker i et eller andet omfang, fordi det viser sig at være en fordel. Et eksempel er, at en tænkende forfatter sætter logikken til side og fordyber sig i processen at sætte moralske og etiske spørgsmålstegn ved sin historie. Et andet eksempel er den følende forfatter, der skaber en solid teoretisk velfunderet baggrund for sin historie, selvom han hellere vil springe den del over og beskæftige sig med karakterernes samspil.

Du har mulighed for at tappe ind begge præferencer, men det vil kræve mest af dig at gå imod din præference – særligt i starten, når du øver dig. Du kan med fordel være opmærksom på, om du går i ekstremerne i perioder, hvor du er presset. Her kan du male dig selv op i et hjørne og gå glip af bedre muligheder i situationen fordi du holder dig til det, du er tryg ved. Det er almindeligt, at du får “skyklapper” på, når du er presset.

Husk, at det er dig der bestemmer om du vil udfordre dit “plejer” ift. præferencen tænkende og følende forfatter. Du må selvfølgelig vælge at være lige præcis, som du ønsker at være … hvis du altså ikke tør andet 🙂

Min udfordring til dig er:

  • Overvej hvilken af de to præferencer du har
  • Vælg en af dine forcer og forstærk den
  • Vælg et af “horisont”-forslagene ovenfor og prøv det af

Læs med i næste artikel og find ud af, om du har præferencen vurderende eller opfattende forfatter.

 

Hvis du ønsker at læse mere om præferencer kan du med fordel søge på JTI eller Jungs typeindex.

Denne artikelserie udbygges løbende.

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *