At elske fantastiske historier og kolde, klamme gys

 

Artikel 1 i serien “Mit skriveliv”.

Jeg er næsten 40 år, men min fascination af det fantastiske, gyset og adrenalinen er lige så intakt, som den var, da jeg var 11 år gammel og min kusine spurgte mig, om vi skulle snige os over i den gamle dames hus. Ruten ledte os gennem nabohaver og over et plankeværk, før vi landede i en have med hængetræer og vild bevoksning. En gang havde det været en smuk have. Nu var der kun utæmmede buske, ukrudtet og gravstenen med teksten ”Sov sødt, lille Vibeke”.

”Det var da et mærkeligt navn til et kæledyr!” blev vi enige om, men ingen af os turde alligevel stå for tæt på graven. Selvom vi grinede og var enige om, at ingen begraver deres døde børn i haven, skulle vi ikke nyde noget af at krydse plænen lige dér – tænk, hvis noget rakte op og greb fat om vores ankler!

Vi kravlede ind ad et vindue og listede rundt i de tomme værelser med slidte gulvtæpper og tapetet i strimler. I kælderen drev fugten ned ad væggene og klæbede til nakken og vores bare arme. Røde plamager skallede af den firkantede emaljevask. Vi bildte hinanden ind, at det var blod og forsøgte at modstå trangen til at løbe op og ud i lyset. På loftet stod enkelte kasser dækket af støv. Det kradsede i halsen og stoppede næsen til. Jeg kan ikke huske, hvad der var i kasserne, men vi lod det ligge. Det ville mindst medføre en forbandelse at fjerne noget fra den gamle dames hus.


I min morfars slagterbutik ramte lugten af kød før butiksdøren lukkede og klikkede i hak. Den søde og salte duft kunne smages i hele munden, mens den blandede sig med metal.

I det første stålskab under disken lå de røde pølser – både dem til børnene og Tykke Berta, som ikke skulle gnaskes kolde. Ved siden af disken stod en kompakt huggeblok på ben og kødøkser på stribe. Skurebørsten af stål efterlod røde, våde træspåner i klatter på terrazzogulvet. Hvis man var rigtig heldig, fik man et griseøje med hjem i et kaffefilter. Så var der garanteret hyl og skrig blandt gadens børn.

Min fætter plejede at udfordre mig til at stå i kølerummet med døren lukket. Når jeg stod derinde blinkede lysstofrørene på de stive svinekroppe på kroge. Blæseren hakkede og plastikstrimlerne, der var bundet fast ved blæseren, klaskede og smældede ud i luften. Kulden omringede mig og gjorde luften tåget. Den lagde sig på mit hår og mine strikkede trøjer. Jeg stod helt stille for at undgå at røre ved noget, men jeg endte alligevel altid med at række hånden ud og strejfe det iskolde kød. Når mine tænder klaprede trykkede jeg håndtaget ind og håbede på, at døren ville åbne.


En løbsk fantasi og kærligheden til bøger har altid været der. Dennis Jûrgensen blandede sig i en tidlig alder med Tolkien og Stephen King, og ind imellem kiggede Jean Auel og Agatha Christie forbi. Sammen med min bedste læse-veninde slugte jeg alt, hvad skolebiblioteket kunne levere af gyselige og fantastiske delikatesser og fandt resten af menuen i mine forældres bogreol ved pejsen. Mine spæde skriveforsøg lå dengang altid sørgeligt tæt op ad den seneste bog på natbordet.

I dag læser jeg mere varieret, end da jeg var teenager, men jeg elsker stadig alle de eventyrlige fortællinger, der oftest har teenagernes aldersgruppe på gavemærkaten. Jeg har kun oplevet af få to “seriøse” plotidéer til “voksenbøger” – resten ligger i tråd med det jeg elsker: fantastiske historier og kolde, klamme gys.

Jeg bliver nok aldrig poet, og jeg kommer sikkert heller ikke til at skrive erotik eller romantik. Jeg har hjemme blandt det makabre, blandt de hjemsøgte og forbandede, blandt magien og eventyret. Det er her, min hjerne kører i højeste gear, når fingrene hamrer løs på tastaturet. Det er her, jeg glemmer virkeligheden og smyger mig ad bogstavspassager ind til mine karakterer. Det er her, min mentale vandmølle kører stærkere, end ordenes strøm kan drive den. Det er her, jeg lever allerbedst. Hvis jeg ikke måtte skrive, ville jeg visne.

Jeg er næsten 40 år, og jeg tjekker stadig for seriemordere bag bruseforhænget og kigger efter elverfolkets lys i skumringen. Er det ikke herligt?

 

Læs næste artikel i serien “Mit skriveliv” her: Om at leje en redaktør.

Denne artikelserie udbygges løbende

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *